HM PSYKOTERAPEUT

De sidste fire år år har jeg været gennem et selvudviklingsforløb, som samtidig har været et uddannelsesforløb.
Så efter fire år og fire certificeringer:
– Tankefeltterapeut i 2014
– METAsundhedsterapeut i 2015
– Transbiologisk traumeterapeut i 2016
– METAsundheds master terapeut i 2018
og efter mange timers teori og praktiske øvelser og ikke mindst 90 timers egenterapi 🙂
samt den afsluttende eksamen den 11. april 2018 er jeg nu HM Psykoterapeut.

DU SKAL VIDE, AT DU ER NOGET

Som nævnt indledningsvis har jeg gennem de sidste fire år brugt rigtig mange timer og penge på mig selv. Jeg har i perioden næsten udelukkende haft fokus på min egen udvikling og på at nå et mål, hvor jeg kunne hjælpe andre med deres udvikling. Familie, venner og bekendte har ofte spurgt ind til, hvad omkostningerne har været. Mine svar har hos mange affødt kommentarer som, at de ville ønske, de selv havde mulighed for det samme, men at det var godt nok mange penge at bruge på sig selv, for ikke at tale om tid og kræfter.
Den slags overvejelser har jeg ikke haft mange af selv, for jeg har altid følt, at jeg ikke havde noget valg. I efteråret 2013 var jeg overvægtig, stresset og ensom, mit selvværd var på et absolut lavpunkt, jeg led af astma og allergi, havde smerter i det meste af kroppen og på 12. år en kronisk sygdom. Jeg følte, at jeg helt konkret stod med ryggen mod muren. Jeg kunne ikke presses længere bagud. Der var kun en vej – og det var vejen frem. Koste, hvad det ville. Og det har selvfølgelig kostet. Tid, penge og energi.
Det er altid en prioritering, og jeg har aldrig været i tvivl om min. Men vi er alle forskellige og må hver især gå vores egen vej 🙂
De mange kommentarer har dog sat nogle tanker i gang. Især har jeg tænkt på, hvorfor det for mange ikke er et naturligt valg at bruge penge, tid og kræfter på egen indre udvikling, når der er behov for det. Et lige så naturligt valg som for eksempel at bruge penge på tøj, møbler, rejser eller andre ting, der er behov for. Eller at bruge tid på motion, hobbies, etc.
Jeg tænker, at der er flere mulige svar på spørgsmålet. Jeg tænker også, at ikke mindst janteloven, som mange af os er opdraget i overensstemmelse med, spiller en rolle. Jantelovens første og centrale bud er “Du skal ikke tro, du er noget”. Den siger med andre ord, at vi ikke skal tro, at vi har værdi i os selv, eller at vi har ret til at fokusere på egne ønsker og behov.
Men det er jo helt forkert! Vi er alle sammen noget. Vi har alle værdi, og vi har alle ret til at udvikle os. Desuden bør vi her være os selv nærmest, for selv om andre kan hjælpe os på vores vej, har vi alene ansvaret for at gå den. Eller sagt på en anden måde: Lykken bliver os ikke givet, vi skal selv skabe den.
Og det har vi bestemt lov til!
Jeg får lyst til her at citere Steffen Brandt: “Kys det nu, det satans liv. Og grib det, fang det, før det er forbi.”

VINK FARVEL TIL DIN FLYSKRÆK

Nu er det igen ved at være tid til at planlægge sommerferien. Ja, måske skal du faktisk allerede på ferie her i foråret. Skal du flyve, og er flyveturen altid forbundet med skræk og rædsel, så læs videre her 🙂
For det første skal du vide, at det slet ikke er ualmindeligt at være bange for at flyve.  Faktisk er nogle mennesker så bange, at de må stive sig af med beroligende midler eller alkohol for overhovedet at transportere sig til lufthavnen eller tjekke ind.
Flyskræk manifesterer sig på mange måder. Jeg har selv oplevet at sidde i et fly med hjertebanken, svedige hænder, anspændthed i hele kroppen og tanken om “at det her går aldrig godt”. Det er heldigvis mange år siden, og i dag er min flyskræk helt væk. Den viste sig at være forbundet med dødsangst, og da jeg fik behandlet den, forsvandt ubehaget ved at flyve.
Men havde jeg tilbage i 1976, da jeg var på min første flyvetur, kendt til de teknikker, jeg anvender i dag, havde jeg kunnet overvinde min flyskræk allerede dengang.
Flyskræk karakteriseres som en fobi, dvs. en vedholdende frygt for en specifik situation, aktivitet eller ting. Frygten får personen, som har den pågældende fobi, til at ønske at undgå den specifikke situation, aktivitet eller ting.
Hvad angår flyskræk, behøver det ikke kun være selv flyturen, som giver ubehag. Som nævnt kan det også være de enkelte trin inden, fra planlægning af rejsen, til bestilling af billetter, til køreturen til lufthavnen, etc. Ligesom det kan være de enkelt trin i selve flyvningen, for eksempel starten eller landingen, som giver ubehag.
Årsagen til en fobi er et eller flere traumer. Derfor gælder det om at finde og forløse det eller de traumer, der ligger bag din flyskræk. Lykkes det, forsvinder den en gang for alle. Når et traume forløses, forsvinder nemlig både det og dets triggere (Se mit nyhedsbrev for december 2017). Ubehaget er helt væk, og det kan ikke genaktiveres.
Når jeg behandler dig for flyskræk starter jeg derfor med at få afklaret, i hvilke trin og hvornår i de enkelte trin du mærker ubehag. Herefter behandles hvert ubehag i hvert trin for sig, indtil du har sluppet alt ubehag og ikke længere mærker din flyskræk. Det kan ske på en enkelt behandling, men er din flyskræk en smule kompleks, vil der være behov for flere behandlinger.
En ting kan jeg garantere dig: Det er muligt på forholdsvis kort tid at vinke helt farvel til din flyskræk 🙂